Form og farve i munter dans – nu også
3-dimensionelt.

Samtidig med du besøger haven er der mulighed for at se nogle af John’s malerier i Galleri Haldrup.
John har hele sit liv været optaget af at udtrykke sig kreativt.
Først i reklamebranchen, hvor han interesserede sig for form og farve i det enkle budskab. I fritiden blev hans optagethed af naturen og dens farvespil udmøntet i Den Kreative Have. Det er her han har sit atelier, så når det regner trækker maleriet. I haven arbejder han også med form og farver og overfører sine tanker til lærredet med samme entusiasme, som når bonsaitræet formes. Det kræver tid, ro og følelse at få maleriet til at leve. John har valgt at udtrykke energier og emotion i stærke klare farver. Uanset hvilket tema han vælger, fra abstrakt over naturalistiske fantasi-landskaber, huse, mennesker, er de stærke klare farver den gennemstrømmende farvetråd.

3-dimensionelle malerier
John’s eksperimenteren med forskellige materialer har nu kaldt på et nyt organisk 3-dimensionelt udtryk, hvor spændingen mellem det rustikke, hvor der benyttes metaltråd, net og meget andet, og præcisionen, der i detaljer nærmer sig det pedantiske, giver en oplevelse af det unikke. John’s sikre teknik for form og farver og faglige gode håndværk kendetegner hans billeder. Et maleri skal være en dekoration der ses og giver et friskt pust i hverdagen – et koncentreret budskab der skaber udfordring og spænding hjemmet.